Sådan gik man i vandet da farfar var ung

Af Gerhard Schoop

Trykt første gang

lørdag d. 26. februar 2000:

At mennesker på vore kanter aldrig har været bange for at bevæge sig ud i vandet som på det gamle billede fra Vindø, tvivler vel ingen på, og at det undertiden er endt med en dukkert kan vi nok være lige så enige om. Men hvornår mennesker lærte at svømme, og især begyndte at gøre det for fornøjelsens skyld, det er der nok ingen, der ved. På det andet gamle billede med ungersvendene, der dypper tæerne i åen, kan vi da forresten se, at pælesidning heller ikke er af ny dato. Hvornår man så for at undgå de ubehagelige sten på bunden og tang og andet snask helt inde ved bredden er begyndt at bygge badebroer for at komme ud til det dybe rene vand, det må vi nok også grave dybere i historien for at finde ud af.

De velhavende med ejendomme, som grænsede til et passende badevand, har vel haft midler til at tilfredsstille egen bekvemmelighed. Men hvad gjorde de, som havde råd til at betale for lidt bekvemmelighed, men ikke boede lige ned til vandet? Her i Hobro stiftede man i 1918 aktieselskabet Hobro Fjord badeanstalt. På det desværre udaterede billede ses selskabets badeanstalt, der var placeret på sydsiden af fjorden lige øst for Vindø Teglværk, ganske imponerende ud med tårne på afdelingerne. Den hed da også Søborg. Desværre har det ikke været muligt at finde noget videre bevaret om badeanstaltens historie. På et tidspunkt må kommunen have overtaget den, for i 1933 blev den købt af bankassistent Viggo Kaas Vestertjele netop af kommunen. Men han flyttede allerede i 1935 til København. Hvis nogen blandt læserne kan fortælle, hvad der siden skete med badeanstalten, hører vi gerne fra dem.

Men man gik jo også i vandet fra nordsiden af fjorden. På et billede som igen desværre er udateret, men dog på bagsiden har et julemærke fra 1924,ser vi ind mod byen fra et sted omkring Horsø. Broen i forgrunden kan vel have været en badebro. Den første? Heromkring lå i hvert fald den badeanstalt, som "almindelige folk" husker som det sted, hvor man i sin barndom og ungdom, fik en dukkert i fjorden. Her lærte man at svømme. Her var der om sommeren svømning i skolens gymnastiktime. Man måtte løbe derned for at få sin dejligt afsvalende svømmelektion og så gik det ellers igen i løb tilbage til skolen til næste time. Da var man så selvfølgelig lige så varm og forsvedt som før svømmetimen. Her turde forældre sende deres børn hen i skolens sommerferie. Her var der opsyn med dem. Men der var strenge pålæg om at holde sig langt borte fra Sildehagen, for her var der "hestehuller" og her førte lumske understrømme hvert år til drukneulykker. Men intet paradis uden slange. Vandet blev efterhånden mere og mere forurenet. Især fra Blåkilde og slagteriet kom der "lækre" sager flydende. Tarme og andre indvolde og en ganske speciel ækel gul suppe, som man skyndsomt måtte skylle af under den kolde bruser. Til sidst blev badning i fjorden forbudt på grund af infektionsfaren. I 1962 blev de sidste rester af badeanstalten fjernet for at giveplads til den nye lystbådehavn.

Hurtigt meldte savnet af muligheden for et forfriskende bad i den fri luft sig dog. Og kort tid efter begyndte bl.a. husmoderforeningen og Sct. Georgsgildet at indsamle midler til opførelse af et friluftsbad. Med løfte fra kommunen om et driftstilskud kunne man i 1971 indvi Friluftsbadet ved Ålykkevej. I 80erne skulle kommunen dog rigtig gøre noget for idrætten. Der blev bygget idrætscenter med svømmehal osv. Derved mistede friluftsbadet sit kommunale tilskud, og efter nogle skrantende år måtte man lukke først i 90erne. Lysten til at bade indendørs om sommeren er dog så lille, at hallen af økonomiske grunde holdes lukket i sommerperioden.

Nu er cirklen så ved at blive sluttet. Vandet i fjorden er nu så rent, at man kan bade i det uden fare for sundheden. En gruppe ivrige friluftsmennesker arbejder ihærdigt med planer om en pontonbro med tilhørende faciliteter ved Sildehagen. Og kommunen støtter planerne, som dog endnu er lidt flydende.