Mandag, den 16. april 2012 kl. 10.00
Rasmus Krath

Emne: På rejse med kamera

og Kalashnikov - piraternes kyst

 

Rasmus er 33 år, lever af at rejse til

de mest umulige steder i verden og

fortæller historierne derfra.

 

Rasmus satte sig for at møde de berygtede somaliske pirater inde i selve Somalia. Ingen danskere har før mødt piraterne på landjorden. Hans vej går gennem Somalias sønderbombede hovedstad Mogadishu, der ikke har haft et fast styre i 18 år. Her møder han landets korrupte præsident og skaffer sig derefter en flok khattyggende lejesoldater samt adskillelige kilo pengesedler til den videre færd ud mod piraternes hovedby, Eyl, hvor han kommer til at bo blandt piraterne i en periode.

 
Rasmus fortæller om denne fantastisk spændende rejse til de somaliske piraters lovløse tilholdssted, piratbyen Eyl i Somalia.

Mandag, den 16. april 2012 kl. 13.00
Finn Seidelin

Emne: Hvad var det dog, der skete
– dengang i Guldalderen?!
 
I slutningen af 1700-tallet opfattede man verden
som mekanisk. Logik og mekanik skulle der til,
for at forstå verden. Men så dukker romantikere
som H. C. Ørsted op og taler om kræfter, sammenhænge og dynamik. Der er mere end øjet kan se og logikken kan forstå. Fysikkerne ’opfinder’ en ny verden. Filosofferne forstår verden på en ny måde. Intuitionen bliver igen vigtig.


Og i den nye ånd, opstår en ny rolle for kunstnere i hele det nordlige Europa. Kunstnerens opgave bliver at fremstille denne ’ånden i naturen’. H. C. Andersen, Oehlenschläger, ’guldaldermalerne’, Ørsted og mange flere, kommer pludselig frem fra deres gemmer. Det er det vi kalder guldalderen, selv om Danmark går bankerot i forbindelse med Napoleons-krigene – hvad var det dog der skete?
 
 

Tirsdag, den 17. april 2012 kl. 10.00

Knud Tarpgaard, Vedersø


Emne: De bedste fortællinger om Kaj Munk

 
Pensioneret efterskolelærer Knud Tarpgaard fortæller
om Kaj Munk. Knud selv er født i Vedersø og blev
døbt af Kaj Munk i 1942 blot halvandet år før det feje
drab i Hørbylunde plantage ved Pårup få kilometer
vest for Silkeborg den 4. januar 1944. Knud Tarpgaard er en god fortæller , der tryllebinder sine tilhørere, og fortæller anekdoter på jysk, som man sent glemmer.
 
En fortælling om digterpræsten, der havde sit virke i Vedersø, og som uforfærdet i skrift og tale fremkom med sine stærke holdninger, før og under besættelsen.
Ved Hørbylunde står der et groft tilhugget granitkors og fortæller på sin særegne stærke måde om husmandssønnen fra Opager på Lolland, der som sognepræst, digter, naturelsker og samfundsrevser er kendt ud over landets grænser.
 

Tirsdag, den 17. april 2012 kl. 13.00
Søren Gade

tidl. forsvarsminister
Emne: Mit liv som minister
 
Søren Gade er en farverig person,
som deler ud af sine oplevelser, både
som politiker og som privatperson.
Han er en meget spændende foredrags-
holder, der kan sammenflette både det
meget alvorlige og det humoristiske i sine fortællinger.

Søren Gade vil fortælle om sin baggrund og opvækst, om vejen ind i politik, og om, hvordan det var at være minister og en del af magten i Danmark. Alle kender ham som forsvarsminister, og har set billeder af ham under besøg ved fronten. Men han har også selv prøvet frontlivet, da han i 12 måneder var udsendt som kaptajn for FN i Mellemøsten
 

 
Onsdag, den 18. april 2012
Studietur
kl. 16.00: Afgang fra Biecentret
kl. 16.30: Flæskeæggekage Hvidsten Kro
kl. 18.30: Afgang til Værket
kl. 19.30: Koncert
kl. 21.15: Afgang mod Biecentret
(Drikkevarer for egen regning - Alle tider er cirkatider)

Flæskeæggekage på Hvidsten Kro

Vi tager til Hvidsten Kro og nyder deres landskendte flæskeæggekage. De fleste kender kroen, og ved, at den er en gammel, kongelig priviligeret kro. Den blev bygget i 1634, og den har været i familiens eje siden 1884. Det er nu 4. generation, der driver kroen videre, og familien holder fast i traditionerne, og bager og sylter selv, og bruger årstidens grønsager.

Hvidsten Kro er kendt for sin rige historie. Kroen har også i mands minde været kendt for sin æggekage med flæsk og purløg, serveret med egenproduceret grov sennep og naturligvis hjemmebagt rugbrød.

Kraftfulde orkesterfarver
Koncert med Randers Kammerorkester

Randers Kammerorkester,
der blev grundlagt i 1945, er Danmarks eneste permanente professionelle kammerorkester. Med årligt omkring 110 koncerter, der tæller orkester - og kammerkoncerter i Randers og det øvrige Danmark, slotskoncerter, skolekoncerter, regelmæssige transmissioner i Danmarks Radio m.m. har orkestret markeret sig som en vigtig institution i dansk musikliv. Kammerorkestret medvirker desuden som operaorkester ved Den jyske Opera og Århus Sommeropera.

Mozart

Mozarts store symfoni nr. 40 er et af den østrigske komponists mest personlige værker, hvor hans livssituation og sindsstemning skinner klart igennem. Symfonien balancerer i et nyt personligt udtryk mellem en markant, kraftfuld energi og en stor romantisk følsomhed. I musikken til balletten Pulcinella rækker Stravinskij bagud til en række værker af den italienske barokkomponist Pergolesi, som Stravinskij loyalt har genkomponeret. Resultatet er blevet et levende og sprulende værk, der blander Pergolesis oørefaldende melodier med Stravinskijs farverige harmonisering og virtuose orkestrering.

Ole Schmidt

Ole Schmidt var i en årrække chefdirigent for Århus Symfoniorkester men kan ved denne koncert opleves som komponist i en uropførelse af hans koncert for klarinet og orkester. David Riddell dirigerer, mens solisten er John Kruse, der til daglig er soloklarinettist i Det Kongelige Kapel og desuden fast medlem af juryen i Den Internationale Carl Nielsen Musikkonkurrence.

Sammen med Det Kongelige Kapels Kammerorkester spillede John Kruse i marts 2011 Carl Nielsens Klarinetkoncert ved Lincoln Center Festival i New York.


Torsdag, den 19. april 2012 kl. 10.00
Susse Wold

Emne: Fremkaldt
 
Siden 1985 har Susse Wold været præsident
for AIDS Fondet. Hun har modtaget næsten
alle de hæderspriser, en skuespillerinde kan
få, og hun er blevet udnævnt af Dronningen
til Ridder Af Dannebrog af 1. grad.

Susse Wold er i dag en afholdt foredrags-
holder, og hendes foredrag er karakteriseret
ved hendes store indlevelsesevne og enorme
engagement.
 
Susse Wolds foredrag ”FREMKALDT” – tager afsæt i hendes bog af samme navn. Her fortæller hun bl.a om hvordan hun har brugt sine mange forskellige oplevelser i livet til at komme videre i den tilværelse hun lever.
”FREMKALDT” er en fortælling om, hvad og hvem der har formet Susse Wold som menneske og hvilke oplevelser, der har krævet ekstra styrke og lærdom, for at hun har kunnet bevæge sig videre. Hun fortæller ærligt om de vanskelige ting i livet, fordi hun mener, at det er netop hér, den største udvikling er sket.

Bogen - og foredraget - handler altså om hendes liv - i lyst og nød. Lys og mørke. Barndom, voksenliv. Kærlighed, succes, fiasko, sygdom, venskaber og mærkedage. Desuden fortæller Susse Wold om arbejdet i AIDS-Fondet gennem 23 år.
 
Titlen på bogen og foredraget ”FREMKALDT” er valgt af Susse Wold fordi den har flere betydninger. En skuespiller bliver fremkaldt, når en forestilling på teatret er forbi. Et fotografi bliver fremkaldt, så det forvandles fra et negativ til et positiv, og billedet kan ses helt klart. På samme måde har livet fremkaldt hende som hun er. Det handler om at finde ud af, hvem jeg selv er og have mod til at være dét menneske, jeg har udviklet mig til at blive. Og som Susse Wold selv udtrykker det: ” jeg tror, det er godt at kunne sige goddag til sig selv, før man siger farvel”.
 
 

Torsdag, den 19. april 2012 kl. 13.00
Bent Mejding

Bent Mejding, den kendte og elskede danske
skuespiller, instruktør og teaterdirektør besøger
også Højskoleugen. Han er en af Danmarks
store skuespillere, og har gennem tiden haft
adskillige større roller i film og tv-serier.
 
Bent Mejding blev uddannet som skuespiller i
1957-59 ved Teaterdirektørforeningens Skue-
spillerskole, der havde til huse på Det Ny
Teater 1949-61. Allerede i 1961 debuterede
han som instruktør, samme år som han sammen
med sin daværende kone Susanne Theil startede Ungdommens Teater, hvor han var leder frem til 1980.
 
I 1965-66 var han desuden leder af Gladsaxe Teater, og i 1991-96 var han meddirektør for Det Ny Teater, hvilket han var med til at redde fra lukning og gjorde til landets førende musicalteater.
Bent Mejding er blevet kaldt et moderne dansk multitalent, og har bl.a. været en flittig instruktør og direktør på en række københavnske teatre.
 

 


 
 
Fredag, den 20. april 2012 kl. 10.00
Flemming Baade

De nye sange i Højskolesangbogen
 
Vi slutter ugen af med en sangformiddag sammen
med troubaduren Flemming Baade. Vi synger i
Højskolesangbogen. Måske bliver der plads til
en eller to af de gode gamle kendte, men hoved-
vægten kommer til at ligge på de nye sange, som
fandt plads, da Højskolesangbogen udkom i en ny
udgave. En hyggelig afslutning på en forhåbentlig
god og spændende uge.
 

 
Biecentret - Nordvestvej 4 - 9500 Hobro - Tlf.: 9711 5260
Lav din egen hjemmeside med mono.net